Klik her for at komme til forsiden
Projektet Om forfatterne Kontakt os Gæstebog
Indholdsfortegnelse
» Indledning
» Metode
Baggrund for valg af ekspertsystemtilgang
Valg af afhandlingens metode
Valg af system-ekspertsystemtilgang
Brug af metode
Opsummering og oversigt
» Identifikationsfasen
» Konceptualiserings-fasen
» Formaliseringsfasen
» Validering
» Konklusion
» Perspektivering
» Appendiks 1 - Ekspertsystemers opbygning
» Appendiks 2 - Unified Modeling Language (UML)
2. Metode
Afhandlingens metode vil indledningsvis omhandle argumentationen for de metodiske overvejelser samt en beskrivelse af de modeller, der anvendes. Derefter vil der blive redegjort for afhandlingens metodiske tilgang, således at det metodiske fundament for afhandlingens forløb klarlægges.
De overordnede metodiske overvejelser har været delt mellem den videnskabelige Brinberg & McGrath’s (1985) VNS (Validity Network Schema) tilgang og en mere praktisk systemudviklingstilgang. Grunden til, at VNS tilgangen har været med i overvejelserne, er på baggrund af den meget strukturerede studieproces, hvor validiteten hele tiden er i fokus. VNS er dog primært beregnet til forskning i større omfang, men kan dog godt overføres til en afhandling, da denne også kan være at betragte som forskning, om end i mindre omfang. VNS tilgangen er alligevel fravalgt, fordi den er meget teoretisk i sin opbygning, og fordi den virker unødig kompleks i forhold til det, VNS ville kunne bidrage med i denne afhandling.
Derfor er det valgt at benytte en systemudviklingstilgang, da afhandlingen afbilder en systemudviklingsproces. For at opnå en tilstrækkelig akademisk validering er afhandlingens metodiske tilgang opdelt i to, hvor der er en overordnet tilgang gældende for hele afhandlingen og en tilgang, der er fokuseret på den ekspertsystemspecifikke del af afhandlingen. Den primære del af afhandlingen er den indledende systemudviklingsproces, hvorfor der er brugt flere ressourcer på denne del af afhandlingen.
Inden systemudviklingsprocessen kan påbegyndes, er det fundet nødvendigt at skabe en indledende forståelse af, hvad ekspertsystemer er, og hvorfor det er valgt at bruge denne systemtype til at løse vejledningsudfordringen. Efter denne indledende beskrivelse kan udviklingsprocessen påbegyndes og den behandles derfor i de følgende afsnit.
Tilbage til indholdsfortegnelsen Til starten af afsnittet

2.1 Baggrund for valg af ekspertsystemtilgang

Ved udarbejdelsen af et koncept som dette er det essentielt at holde sig for øje, at der vil være mulighed for at vælge flere forskellige tilgange til, hvordan det rent teknisk kunne realiseres. Det er hermed underforstået, at de understøttende systemer, der får det hele til at fungere, lige så godt kunne være baseret på et mere almindeligt informationssystem.
Inden diskussionen om baggrunden for valget af ekspertsystemer som det der fokuseres på, er det vigtigt at definere måden, hvorpå ekspertsystemer vil blive fortolket afhandlingen.

2.1.1 Definition af ekspertsystemer

Ekspertsystemer er oprindelig en forgrening inden for forskningen af kunstig intelligens og har udviklet sig fra det akademiske bagland til et velafprøvet og kommercielt succesfuldt produkt. I ekspertsystemlitteraturen findes der mange forskellige definitioner på ekspertsystemer, og i det følgende vil to forskellige definitioner blive præsenteret.
En populær definition er Welbank’s (1983), som definerer et ekspertsystem som værende:
”An expert system is a program which has a wide base of knowledge in a restricted domain, and uses complex inferential reasoning to perform tasks which a human expert could do.”
– Metaxiotis et al. (2002).
Ovenstående definition har tre hovedpunkter der er værd at lægge mærke til. (1) Et ekspertsystem er et program, (2) som har en bred videnbase inden for et afgrænset domæne (3) og skal endvidere udføre opgaver, som ellers skulle udføres af en ekspert.
Der er igennem tiderne skrevet meget litteratur omhandlende ekspertsystemer, og af samme årsag findes der flere definitionsvariationer. Ye & Johnson (1995) giver her deres bud på en definition på et ekspertsystem:
“Expert systems are computer programs capable of performing specialized tasks based on an understanding of how human experts perform the same task.”
– Ye & Johnson (1995).
Denne definition har en del tilfælles med Welbank’s definition, og i denne version lægges der vægt på, at programmet skal kunne udføre opgaver, som ellers skulle udføres af en ekspert.
De to definitioner deler samme grundlæggende holdning, hvor ekspertsystemet forsøger at løse problemer ved at se på eksperternes måde at løse det samme problem på. Eftersom Welbank’s definition, som den eneste af de to, tydeliggør ekspertsystemets begrænsede domæne er det denne definition der tages udgangspunkt i, igennem indeværende afhandling. Welbank’s definition mangler dog en grad af fleksibilitet i forhold til afhandlingens konceptuelle udformning, hvorfor ordlyden i den definition ændres til følgende danske oversættelse:
Et ekspertsystem er et program, der har en bred videnbase inden for et begrænset domæne og ræsonnerer over givne problemstillinger for at løse konkrete opgaver.
Ovenstående definition er bred og har med overlæg ikke ordet ’ekspert’ med i ordlyden, hvilket har baggrund i den måde, ekspertsystemer bruges på i dag. Ekspertsystemer som begreb er ikke meget anvendt, selvom mange af de karakteristika, der kendetegner ekspertsystemer, går igen i såkaldte intelligente systemer, hvorfor der i den brugte definition er forsøgt at dreje definitionen af ekspertsystemer over mod et intelligent system. Den første del af definitionen stemmer godt overens med Welbank’s definition, hvor et ekspertsystem har en bred viden inden for et begrænset domæne. Ekspertsystemet har dog også en vis form for intelligens indkodet, som fremgår af at ekspertsystemet er i stand til at ræsonnere over givne problemstillinger.

2.1.2 Valg af ekspertsystemtilgang

Grunden til, at der fra starten er valgt en ekspertsystemtilgang som løsningsmodel til problematikken vedrørende vejledning om valg af videregående uddannelse er, at hele domænet omhandlende uddannelsesvejledningen i høj grad understøttes af anvendelsen af et ekspertsystem samt den ekspertise, dette system kan fremkomme med.
I forhold til et mere almindeligt informationssystem er der flere grunde til, at et ekspertsystem vil være at foretrække.
Det attraktive ved ekspertsystemtankegangen er, at udviklingen af et ekspertsystem lægger kraftig vægt på vidensindsamlingen og struktureringen af de indsamlede informationer, hvor udviklingen af generelle informationssystemer normalt kun har én fase, nemlig foranalysen, til denne del af systemudviklingen.
Derudover vil et informationssystem typisk give meget præcise resultater, og såfremt resultaterne ikke opfylder alle de faktorer, der er nødvendige, bliver resultaterne ikke vist. Et ekspertlignende system giver mulighed for større fleksibilitet i forespørgslerne, og det bliver muligt at få resultater fremvist, uden at alle faktorerne nødvendigvis er til stede, hvilket naturligvis nødvendiggør en vægtning af resultaterne, således at brugeren vil kunne se hvilke resultater, der er mest relevante.
Man kan også argumentere for, at der ønskes udarbejdet et system til rådgivning vedrørende videregående uddannelser; dvs. at det er et system, der skal kunne finde ud af hvilke uddannelser, der vil passe bedst til den uddannelsessøgende. Dette betyder, at systemet skal kunne finde ud af noget om den uddannelsessøgende, fortolke det og finde de uddannelser der passer bedst baseret på de fundne informationer omkring den uddannelsessøgende.
Baseret på afhandlingens definition af et ekspertsystem stemmer dette meget godt overens, og det virker derfor naturligt at vælge en ekspertsystemløsning i denne afhandling.
Dette betyder, at et ekspertsystem sagtens kan sammenlignes med et intelligent system, og det vil være med udgangspunkt i denne definition, ekspertsystembegrebet vil blive anvendt i denne afhandling.
Tilbage til indholdsfortegnelsen    Til starten af afsnittet

2.2 Valg af afhandlingens metode

Afhandlingen vil primært blive bygget op omkring en systemudviklingstilgang, hvor denne vil blive suppleret med en løbende validering af afhandlingens tilgang.
Grunden til, at det er valgt at fokusere på en systemudviklingstilgang er, at hovedfokus i afhandlingen er et ekspertsystem, hvorfor det er naturligt at gå denne vej. En systemudviklingstilgang er dog ikke nok, da videnskabeligheden i afhandlingen også skal tydeliggøres. Derfor skal der i forlængelse af systemudviklingstilgangen være en overordnet metode med det formål at sikre det akademiske og validitetsmæssige niveau. Afhandlingen vil derfor, foruden systemudviklingstilgangen, have yderligere et afsnit, der validerer de resultater der fremkommer og sætter et perspektiverende præg på afhandlingen.
Udover den akademiske litteratur benyttes semistrukturerede interviews som kildegrundlag. Der er flere grunde til, at dette valg er foretaget frem for f.eks. en større spørgeskemaundersøgelse. Man skal være opmærksom på, at afhandlingen har fokus på det analysemæssige stadie, hvilket betyder, at de semistrukturerede interviews primært er blevet brugt til at bedre forståelsen af domænet, samt til en afklaring af vejledernes holdninger til vejledningssystemet, deres arbejde og det fremlagte ekspertsystem. Hvis disse informationer skulle være fremkommet via. Spørgeskemaundersøgelser, ville der udover det store tids- og omkostningsmæssige forbrug, være begrænset mulighed for de adspurgte at uddybe deres holdninger, og det ville være umuligt at forklare de figurer, de adspurgte skulle have en holdning til. Derfor er spørgeskemaundersøgelsen i første omgang fravalgt. En spørgeskemaundersøgelse er dog stadig relevant, men på et senere tidspunkt i systemudviklingsprocessen, hvor det dog primært vil være de uddannelsessøgende der skal udspørges omkring hvilke brugergrænseflader, funktionaliteter, sprogbrug osv. der tiltaler dem mest.
Tilbage til indholdsfortegnelsen    Til starten af afsnittet

2.3 Valg af systemudviklingsmetode

Inden der kan foretages et valg af systemudviklingsmetode er det nødvendigt at se på den problemsituation, der eksisterer, da systemudviklingsmetoden gerne skal kunne håndtere de specielle problemstillinger, der findes i domænet, på en tilfredsstillende måde.
Problemsituationen er som udgangspunkt ustruktureret, da der ikke på nuværende tidspunkt foreligger en kravspecifikation til ekspertsystemet eller en analyse af domænet, hvori systemet skal operere. Derudover skal det udviklede ekspertsystem også kunne bruges af mange forskellige personer, hvilket betyder, at det er essentielt, at de potentielle brugere skal analyseres og inddrages i systemudviklingsprocessen.
Dette stiller visse krav til den systemudviklingsmetode der skal udvælges, da den skal kunne håndtere et ustruktureret problemområde, samtidig med at den gerne må være i den ’bløde’ ende af systemudviklingsspektret, på grund af det vigtige brugerhensyn.
På baggrund af disse faktorer er den metode der primært springer i øjnene, Checkland’s Soft Systems Methodology (SSM), og denne metode er da også valgt som udgangspunkt for afhandlingen. SSM er valgt, fordi den netop har sin styrke i de ustrukturerede problemstillinger, samtidig med at den hører til blandt de mest ’bløde’ udviklingsmetoder. Derudover er SSM baseret på en lang række cases, hvilket betyder at metodologien i høj grad er erfaringsbaseret og dermed velafprøvet i praksis. SSM er desuden velegnet til at skabe et godt og systematisk domæneoverblik, med dens baggrund i systemtænkningsparadigmet hvilket betyder at grundlaget for ekspertsystemet kommer til at stå stærkere med en velfunderet domæneanalyse, samt en begrebsmæssig modellering af domænet og det system der skal udarbejdes.
SSM er dog ikke udarbejdet med henblik på ekspertsystemer, og nogle kritikere påpeger, at SSM reelt ikke er en systemudviklingsmetode, da den ikke kommer med et egentligt bud på, hvorledes et system kan udarbejdes. Derfor vil SSM tilgangen primært blive brugt til at analysere den nuværende situation samt til at få defineret, hvad systemet skal kunne håndtere. Dette betyder samtidigt, at SSM tilgangen vil blive suppleret med en ekspertsystemspecifik udviklingsmodel, således at bl.a. vidensindsamlingen bliver tilstrækkelig tilgodeset i udviklingsprocessen, samtidig med at selve systemudviklingen ikke bliver negligeret. Hvilken ekspertsystemspecifik udviklingsmodel, der skal vælges, vil blive diskuteret i afsnit 2.3.2.

2.3.1 Soft System Methodology

Der tages som nævnt udgangspunkt i SSM. Modellen med tilhørende forklaringer er skitseret i nedenstående Figur 1.

Figur 1 - Soft System Methodology
Model over Soft System Methodology
Anm.: HAS er et akronym for Human Activity System, dvs. systemer hvor mennesker indgår.
Kilde: Checkland & Scholes (1990), side 27

En af SSM metodens styrker er i forbindelse med ustrukturerede problemstillinger, hvilket bunder i nogle meget detaljerede og strukturerede indledende faser. I denne afhandling vil de første fem punkter blive behandlet, da det er ved disse punkter hele den indledende struktur- & modelbeskrivelse foregår.
De første to trin omhandler problemerkendelsen, hvor der indsamles informationer om, hvordan situationen ser ud nu, og derefter eksplicit udtrykker denne problemsituation, typisk i form af et såkaldt rigt billede, dvs. en illustration af hvordan problemsituationen ser ud.
Det tredje trin omhandler roddefinitionen, dvs. en kort og præcis beskrivelse af hvad ekspertsystemet er, og hvilket formål det har. Roddefinitionen baserer sig på de to foregående trin for på den måde at have et godt og velfunderet grundlag for systemets formål.
På baggrund af det foregående trin skal der udarbejdes nogle begrebsmodeller, baseret på den eller de roddefinitioner der er udarbejdet. En begrebsmodel er en model over hvad det er systemet vil gøre, modsat roddefinitionen, som beskriver, hvad systemet er. Dvs. en begrebsmodel beskriver, hvordan systemet udfører de aktiviteter, der skal til for at opfylde ekspertsystemets formål og dermed roddefinition.
Efter udarbejdelsen af begrebsmodellen er det nødvendigt at se på, om begrebsmodellen stadig er i tråd med den udtrykte problemsituation, hvorfor de to trin sammenlignes. Såfremt der ikke er overensstemmelse mellem begrebsmodellen og problemsituationen, skal begrebsmodellen ændres, så den falder i tråd med problemsituationen.
Trin 6 og 7 omhandler den egentlige løsning af problemstillingen, hvilket betyder, at det er her, struktureringen og selve implementeringen vil foregå. Sammenligningen i trin 5 muliggør en vurdering af, om der skal udarbejdes nogle ændringer til systemet, samt en efterfølgende forbedring af den nuværende situation, dvs. en implementering af ekspertsystemet.

2.3.2 Ekspertsystemspecifik udviklingsmodel

Idet afhandlingen afbilder en udviklingsproces, anses det for fordelagtigt at have en udviklingsmodel som den overordnede ramme og dermed indlejre SSM i denne model. Dette vil blive gennemgået nærmere i afsnit 2.4 – Brug af metode.
Litteraturen indeholder en bred vifte af udviklingsmodeller, som her opdeles i traditionelle og ekspertsystemspecifikke udviklingsmodeller.
Ved en grov opdeling kan man sige, at der grundlæggende er to traditionelle systemudviklingsmodeller, nemlig Vandfaldsmodellen og Spiralmodellen, hvorfra hovedparten af andre kendte modeller udspringer.
Eftersom der er visse forskelle på traditionelle IT-systemer og ekspertsystemer, er der blevet udarbejdet nogle systemudviklingsmodeller, der er specielt møntet på ekspertsystemer. Disse er typisk faseopdelte og er generelt kendetegnet ved den store grad af fokusering på indsamlingen af ekspertviden og domæneanalyse, som er essentielle ved udvikling af ekspertsystemer. Dette negligerer de mere traditionelle udviklingsmodeller, hvorfor disse fravælges som det metodiske grundlag for denne afhandling.
Når man kigger på de ekspertsystemspecifikke udviklingsmodeller, er der ligeledes mange at vælge imellem, og mange af disse udviklingsmodeller tilgodeser afhandlingens behov tilstrækkelig. Jf. afsnit 1.3 – Afgrænsning, beskrives disse udviklingsmodeller dog ikke her.
Den udviklingsmodel, der er valgt at anvende i indeværende afhandling er udarbejdet af Buchanan m.fl. og benævnes i resten af afhandlingen som IKFIT-modellen. Valget er faldet på IKFIT-modellen, da denne model supplerer SSM tilgangen godt, samtidig med at modellen giver et godt overblik over hele udviklingsprocessen.
IKFIT-modellen er baseret på en nyere version af den originale vandfaldsmodel med den faseopdelte struktur og muligheden for at gå tilbage i faserne for at revurdere de forrige faser, hvilket fremgår af nedenstående figur 2.

Figur 2 - IKFIT modellen
IKFIT modellen!
Kilde: Hayes-Roth m.fl. (1983), s. 139.

Som det fremgår af Figur 2, er modellen inddelt i fem faser, og det bemærkes, at modellen er stærkt fokuseret på vidensindsamlingen og de aspekter, der er herved. I indeværende afhandling vil modellens faser dog også blive brugt til at vise noget om systemudviklingen og ikke udelukkende noget om vidensindsamlingen og vidensmodelleringen, som det vil fremgå af den efterfølgende beskrivelse af modellens faser.
Identificeringsfasen omhandler karakteriseringen af de vigtige aspekter ved det problem ekspertsystemet skal afhjælpe, bl.a. identificering af deltagere, problemer, ressourcer til rådighed og mål. Denne fase skaber den indledende forståelse for det domæne, ekspertsystemet skal befinde sig i.
Konceptualiseringsfasen gør de koncepter og relationer, der er identificeret i den foregående fase, eksplicitte, dvs. tydeliggør, hvilke typer af data der er tilgængelige, viser hvordan sammenhængen mellem objekterne i domænet er, samt hvilke processer der er involveret i problemløsningen m.m. Konceptualiseringsfasen repræsenterer den sidste del af domæneanalysen og man har derfor ved afslutningen af fasen de informationer, der skal til for at kunne forstå hvorledes eksperten arbejder og løser sine opgaver.
Formaliseringsfasen omhandler struktureringen af de data, der er indsamlet i de foregående faser. Dette betyder, at der i denne fase bl.a. skal findes en underliggende model til problemløsningsprocessen, og skabes en forståelse af specielle egenskaber ved de indsamlede data, f.eks. om der er usikkerhed forbundet med dataene, eller om de er mangelfulde. Formaliseringsfasen resulterer normalt i en delvis specifikation af en prototype videnbase.
Implementeringsfasen omhandler udviklingen af en prototype, baseret på den forrige fases formalisering af dataene. Denne implementering udføres enten ved, at de programmeres fra bunden af, eller der bruges de såkaldte ekspertsystemskaller, der er beregnede til udvikling af prototyper.
Testfasen omhandler evalueringen af den implementerede prototype for at se om reglerne fungerer efter hensigten, og se, om der er svagheder i videnbasen, som skal håndteres. Såfremt der findes fejl, er det nødvendigt at gå tilbage i modellen, således som det også fremgår af Figur 2.
Grunden til, at det er valgt at supplere SSM tilgangen med denne udviklingsmodel er, at IKFIT-modellen har et stærkt fokus på vidensindsamlingen, hvor SSM negligerer denne del. En anden grund er, at det i afhandlingen er valgt at se bort fra den egentlige implementering af ekspertsystemet, hvorfor identificering, konceptualisering og formaliseringen er de primære punkter i afhandlingen.
Sammen med SSM fokuserer IKFIT-modellen på de samme områder, som er i afhandlingen, og fremhæver derfor brugbarheden af de to metoder.
Tilbage til indholdsfortegnelsen    Til starten af afsnittet

2.4 Brug af metode

Som den tidligere argumentation viser, tager metoden udgangspunkt i SSM og IKFIT-modellen. Dette kan ses af Figur 3, hvor IKFIT-modellen er den overordnede ramme med faseopdelingerne, og hvor SSM er integreret i denne ramme med problemerkendelse, roddefinition og begrebsmodel.

Figur 3 - IKFIT modellen og SSM
Model over IKFIT og SSM
Anm.: Det skraverede område er ikke en del af denne afhandling.
Punkterne i figuren er ikke en specifik del af originalmodellen, men er tilpasset afhandlingen, dvs. de opstillede punkter vil blive behandlet i afhandlingen.
Kilde: Inspireret af Hayes-Roth m.fl. (1983) og Checkland & Scholes (1990).

Som man kan se af ovenstående Figur 3, er det valgt at se bort fra implementerings- og testfasen, da fokus i afhandlingen vil være på den konceptuelle del af ekspertsystemudviklingen og ikke på den mere praktiske implementeringsdel. Af samme grund er den del af dataindsamlingen, der omhandler data til videnbasen ligeledes nedtonet. Dvs. at der vil blive indsamlet de nødvendige data for at skabe domænekendskab, mens der f.eks. ikke vil blive indsamlet data om alle de videregående uddannelser.

2.4.1 Identifikationsfasen

Formålet med denne fase er at opnå en indledende forståelse for, hvilke interessenter der er i forbindelse med systemet, hvilket formål der er med systemet, samt hvilke konflikter og problemer der er i domænet, og som systemet dermed bliver påvirket af.
Til det formål bliver der udarbejdet en interessentanalyse, hvor interessenterne identificeres og vurderes i forhold til ekspertsystemet, og hvordan de kan bidrage til systemet. Interessentanalysen vil til dels blive udarbejdet på baggrund af interviews med enkelte vejledere, samt tilgængelig litteratur.
Det er ligeledes vigtigt i forlængelse af interessentanalysen at få redegjort for interessenternes behov i forbindelse med udviklingen af ekspertsystemet, således at der kan tages hensyn til disse ved udviklingen af systemet.
På baggrund af interessentanalysen, en beskrivelse af problemsituationen og en vurdering af interessenternes umiddelbare behov vil der blive redegjort for en roddefinition til ekspertsystemet, dvs. en kort og præcis tekst, der beskriver, hvad systemet skal kunne håndtere.

2.4.2 Konceptualiseringsfasen

På baggrund af identifikationsfasen vil en overordnet begrebsmodel blive udarbejdet, således at der på denne måde skabes et indledende overblik over ekspertsystemets opbygning og virke.
Inden dette kan lade sig gøre, vil en undersøgelse af domænet blive foretaget. Hertil vil der blive benyttet et litteraturstudie i uddannelsesvejledning, og interviews for at få den mere praktiske del af vejledning med. Denne dataindsamling vil bidrage til udviklingen af ekspertsystemet, hvilket betyder, at det ikke er her, den viden, der skal bruges i videnbasen skal indsamles, men derimod den viden, der skal bruges til at forstå vejledningsdomænet.
Fasen omhandler primært domænekendskabet og slutter af med en formulering af begrebsmodellen, dvs. hvordan systemet gennemløber processerne. Formuleringen af begrebsmodellen er nødvendig for at kunne lave den mere specifikke opbygning i den næste fase, da man på denne måde får et indledende overblik over systemet og de processer, der gennemløbes for at udføre opgaverne.

2.4.3 Formaliseringsfasen

Efter konceptualiseringen vil en strukturering af systemet forekomme, hvilket betyder, at der i denne fase vil forekomme en mere præcis model over, hvad systemet kan, set i forhold til de omgivelser, systemet vil befinde sig i.
Denne modellering af systemet vil primært blive lavet vha. UML og nogle af de tilhørende diagrammeringsformer.
For at klarlægge de krav, systemet skal kunne håndtere vil, der blive brugt use-case diagrammer samt en nærmere specificering af, hvorledes ekspertsystemet skal resonere, dvs. finde de relevante uddannelser. Derudover vil den viden, der skal indsamles om de enkelte uddannelser blive identificeret, hvilket vil bringe fremtil, hvad systemet skal kunne håndtere. Disse ting vil også være yderst brugbare ved den videre modellering af systemet.
Efter kravspecificeringen vil der blive udarbejdet et klassediagram til at vise det strukturelle overblik over systemet. Klassediagrammet vil blive suppleret med aktivitetsdiagrammer og sekvensdiagrammer for at vise, hvorledes systemet kan benyttes af systemets aktører. Endelig foretages en vurdering af det videre udviklingsforløb for systemet.
Ved valget af modelleringsværktøj har der været flere inde i billedet, bl.a. SSADM (Structured Systems Analysis and Design Methodology), JSD (Jackson System Development) og UML. Da SSADM og UML betragtes af forfatterne, som de mest kendte, samtidig med afklaringen om at disse to modelleringsteknikker begge kan håndtere opgaven, er det disse to der vil blive vurderet i forhold til indeværende afhandling.
Det er vigtigt at være klar over hvilken grad af modellering der vil forekomme i indeværende afhandling, da dette har indflydelse på hvilke dele af modelleringsteknikkerne der skal benyttes, og dermed, hvilken teknik der vil være mest fordelagtig i den givne situation.
Den modellering der skal ske i indeværende afhandling vil primært komme til at omhandle illustreringen af kravspecifikationen, en struktureret model over systemet, samt en nærmere specifikation over hvordan systemet vil fungere og hvilke processer der skal behandles.
SSADM bruger en form for ER diagrammering til at modellere datakravene til systemet. Til at identificere og modellere de data der flyder igennem systemet benyttes der Dataflow modellering, som primært består af en række dataflow diagrammer. Den sidste af de tre nøgleteknikker i SSADM er Entity Event modellering, der har til formål at identificere og modellere de faktorer der påvirker de enkelte entiteter og i den rækkefølge det foregår. SSADM består altså af tre hovedområder der går fra at identificere de krav der måtte være til systemet, over de dataflows der er, til hvilke faktorer der påvirker dele af systemet.
UML har en noget bredere modelleringstilgang og virker ikke så ufleksibel som SSADM gør. UML stiller en lang række værktøjer/diagrammer til rådighed, men det er op til udviklerne at udvælge de diagrammer der er relevante i den givne situation, f.eks. kunne man udvælge use-cases til modellering af kravene til systemet og Klassediagrammet for at give et statisk overblik over hele systemet. Denne fleksibilitet, hvor de relevante diagrammer kan udvælges efter behov, sammen med den integration og sammenhæng de enkelte diagrammer alligevel har til hinanden, gør at UML udvælges frem for SSADM.
Såfremt der blev udarbejdet en mere stringent systemudviklingsproces i indeværende afhandling, kunne det være at situationen ville se anderledes ud, men da det primært er en indledende analysemæssig modellering af systemet er det UML der vil bruges i indeværende afhandling.

2.4.4 Validering

Efter afslutningen på den ekspertsystemspecifikke del af afhandlingen er det nødvendigt at sikre den validitetsmæssigt, hvorfor en vurdering og analyse af den ekspertsystemspecifikke metode vil blive foretaget.
Der er flere måder, hvorpå afhandlingen kan sikres validitetsmæssigt. En måde at gøre det på er vha. den tidligere nævnte VNS tilgang, som har en særlig stærk fokusering på validitetssikringen. VNS tilgangen skal dog betragtes som et samlet hele, da validitetssikringen afhænger af den fase man befinder sig i, samt den forskningstilgang der er valgt. Derfor kan tilgangen ikke direkte bruges her, selvom man kunne overveje at bruge de samme validitetsbegreber som Brinberg & McGrath (1985) bruger i VNS, hvor validiteten svarer til: Værdi i den indledende fase, Korrespondance i hovedfasen og Robusthed i den afsluttende fase.
Disse tre validitetsbegreber er som tidligere nævnt i afsnit 2, afhængig af hvor i forskningsprocessen man befinder sig og de kan derfor ikke direkte bruges i afhandlingen. Såfremt man sammenligner disse begreber med de validitets- og sandhedsbegreber der er identificeret af Maaløe (2002) kan man dog se en vis sammenhæng. Man kan argumentere for at afhandlingen her kan betragtes som et forståelsesskabende studie, hvortil Maaløe (2002) har følgende validitetskriterier:
  • Fuldstændighed. Er det klart hvad der undersøges og bliver der foretaget ændringer undervejs for at tilpasse studiet til at indeholde de ønskede informationer?
  • Afhængighed. Dækker undersøgelsen alle informanternes opfattelser og erfaringer, samt deres baggrund?
  • Overførbarhed. Kan interesserede følge udviklingen og nemt vurdere om de kan bruge undersøgelsen?
  • Bekræftbarhed. Er rammebetingelserne for studiet så tydelige, at andre kan vurdere om de kan bruge eller overføre studiet til andre områder?
Det er disse fire punkter afhandlingen vil blive holdt op mod, da de er mere universelle end VNS validitetsbegreberne og umiddelbart vurderes at give samme grad af validitetssikring.
Disse punkter er dog beregnet til domæneforståelsen, hvorfor andre validitetskriterier bliver relevante når validiteten i afhandlingen som helhed skal vurderes og her bliver VNS tilgangen alligevel relevant. Eftersom domæneforståelsen er den første del af afhandlingen er det anden del der mangler en validitetsmæssig vurdering. Når man kigger på det i forhold til VNS hører dette til den afsluttende fase, hvor validitetskriteriet er robusthed, hvilket betyder at:
  • afhandlingen skal vurderes ud fra om de opnåede resultater ville være det samme, såfremt et andet design blev valgt
  • der skal vurderes indenfor hvilke rammer afhandlingens resultat stadig holder
  • der skal vurderes hvornår resultatet ikke længere holder
Grunden til at VNS alligevel bliver inddraget i valideringen af afhandlingen er at de afsluttende faser i afhandlingen stemmer godt overens med den afsluttende fase i VNS tilgangen, da de begge validerer på baggrund af et videnskabeligt studie og dermed kan det forudsættes at der også gælder de samme validitetskriterier. Derudover siger validitetskriteriet også noget om det er et stykke virkelighed der er repræsenteret, dvs. om der er hold i det resultat der bliver præsenteret.
Afslutningsvis vil den generelle brugbarhed af systemet vurderes, da dette på baggrund af den praktiske problemstilling er særdeles relevant at tage stilling til.
Tilbage til indholdsfortegnelsen    Til starten af afsnittet

2.5 Opsummering og oversigt

For at skabe et visuelt overblik over afhandlingen er nedenstående Figur 4 blevet udarbejdet. Figuren illustrerer eksplicit afhandlingens struktur.

Figur 4 - Strukturoversigt
Model der opsummerer det hele

Som man også kan se af Figur 4 er den metodiske opbygning udarbejdet efter faserne i IKFIT-modellen, samt de traditionelle obligatoriske indlednings- og afslutningsafsnit.
Efter de indledende metodiske overvejelser påbegyndes identifikationsfasen, hvori interessenterne identificeres, og hvor de enkelte interesserenters behov vurderes. Herefter bliver det mere specifikt i konceptualiseringsfasen, hvor de begrebsmæssige data og domæneforståelsen er i fokus, dvs. der bl.a. vil blive foretaget en analyse af studievejledningen i Danmark og en vurdering af, hvordan ekspertsystemet vil influere studievejledningen. Til sidst vil en struktureret og detaljeret model af ekspertsystemet blive udarbejdet, således at det bliver helt klart, hvordan ekspertsystemet vil operere.
Hvis man kigger på det i forhold til de fire punkter i problemformuleringen, omhandler det første punkt i problemformuleringen en kombineret interessent- og behovsanalyse for at se, om de identificerede interessenter mener, der er behov for et ekspertsystem til rådgivning om videregående uddannelser. Dette punkt er i særdeleshed relevant i forbindelse med indførelsen af den nye vejledningsreform, da denne lægger op til en lettere informationstilgang i form af Uddannelsesguiden.dk. Et af spørgsmålene er derfor, om denne portal tilfredsstiller de uddannelsessøgendes og vejledernes behov i vejlednings- og informationssammenhænge i tilstrækkelig grad. Dette vil blive behandlet i identifikationsfasen.
Det andet punkt i problemformuleringen omhandler en procesanalyse af den danske vejledningspraksis, således at der skabes en grundlæggende forståelse for det domæne ekspertsystemet skal befinde sig i. Dette punkt behandles i konceptualiseringsfasen.
Dette punkt leder naturligt over i det næste, som også behandles i konceptualiseringsfasen, hvor det i den førnævnte analyse af vejledningsdomænet vil blive vurderet, hvor dette system vil operere i uddannelsessøgningsprocessen og ikke mindst, hvorledes det vil påvirke beslutningsgrundlaget.
Det fjerde punkt i problemformuleringen er en analyse af, hvorledes ekspertsystemet bør bygges op. Det er vigtigt at gøre opmærksom på, at opbygningen sker på et analysemæssigt niveau, hvilket betyder, at afhandlingen forholder sig til ekspertsystemkonceptet og ikke til det design- & implementeringsmæssige. I forlængelse af opbygningen vil der blive foretaget en vurdering og analyse af, hvad ekspertsystemet skal kunne håndtere for at tilfredsstille de interessenter, der måtte være til systemet. Dette sidste punkt vil blive behandlet under formaliseringsfasen.
Tilbage til indholdsfortegnelsen    Til starten af afsnittet
------Videre til Identificeringsafsnittet------

© (2004) Richard M. Motzfeldt & Heino L. Jensen